Skt. Peders Kirke

Kirkens historie

Kirkens alder
Når man bor i Pedersker er det selvfølgeligt, at Skt. Peders kirke er Bornholms ældste kirke. Der er flere indicier for dette: Den enkle facon tyder på en tidlig byggeperiode. Hertil kommer.
1: I Lunds ærkestifts optegnelser fremgår, at Egin, der senere blev biskop i Dalby byggede kirker på Sydbornholm. Han var på Bornholm fra 1065 for at omvende hedninger.
2: Der er i de senere år gjort rige fund der tyder på en stormandsgård nord for kirken.
3: Jorden omkring kirken var dyrkelig med den tids jordbrugsteknik.
4: Den katolske skik for navngivelse af kirker peger på at Skt. Peders er bygget før Sct. Povls. 5: Bremens domkirke, hvorfra Egin udsendtes var viet til Set. Peder. Måske vil der i fremtiden findes nærmere belæg for kirkens datering.

Inventar

Næsten alt inventar er af nyere dato. Bortset fra døbefonten, der er senromansk gotlandsk arbejde.
 
 
Dåbsfadet er fra ca. 1575. I bunden er en fremstilling af Mariæ bebudelse og på randen flere ornamenter.
 
Pesttavlen ved opgangen til orglet, er en afløser for en oprindelig sortmalet tavle på korets sydvæg.
 
 
Alterstagerne er af sen gotisk type, sikkert fra første halvdel af 1500 - tallet. De syvarmede lysestager er gaver fra sognet og vil påminde om menighedssynet hos Johannes Åbenbaring. De to står i de oprindelige nicher i korvægen.
 
Alterkalken fra 1724 er lavet i København. Oblatæsken er med ukendt mestermærke lavet i 1730. Disken er med samme mestermærke som kalken.

Prædikestolen er udført af snedker Anders Jensen i 1845.
 
Præstetavlen er fra 1860 og er fortsat i våbenhuset.
Kirkeskibet er bygget af Harding Nielsen, Listed og skænket til kirken 1992 af Holger Jensen, tidl. St. Gadegård, Pedersker.
Alterbordet er genopmuret i 1854 og altertavlen er malet af konservator C.C Andersen 1878. Det forestiller Kristus og den kananæiske kvinde.
Tæppet foran alteret er syet af Luthersk Missionsforenings sykreds i 1991, efter et ældre tæppe, også i korssting.
 
Lysekronen har oprindeligt hængt i Nexø Kirke. (kilde: Kai Aage Pihl, "Peders Kirke". utrykt 1980)

Orglet er et Frobeniusorgel med 6 stemmer og subbas fra 1968. Kirken har fire messehagler. En ældre rød i traditionel skjoldform. En grøn og en gul messehagel er fra 70.erne, mens en lilla er fra 1992, vævet af Karen Dam i Pedersker.
 
Tabte værdier.
Langs nordvæggen ses rester af det tidligere pulpitur fra 1733. På dette var malerier af Kristus, apostlene og evangelisterne. I loftet findes findes rester af tidligere maleri med dommedag som motiv Uvf. f.ex. Møgeltønder). Det meste forsvandt ved restaureringen ved M.Bidstrup 1880. Kalkmalerier har man kun fundet ganske svage spor af. 

Tårnet
Tårnet er først bygget omkring år 1600. Trods sine tre stokværk har det kun en ringe højde i forhold til skibet.
 
 I klokkestokværket hænger to klokker. Den ældste er støbt i Lubeck 1574. 
Den nyere er fra 1701.
( Man kan læse mere i: Arne Madsen, "Kald og Kim", Rønne 1986).

 

Sagnet om Bonavedde

Til kirken knyttes også sagnet om Bonavedde.
På Tornegård et par km. syd for kirken boede en synsk bonde, søn af en bonde (bona) og en havfrue (vedde). Hans navn var så Bonavedde. En nat så han de underjordiske danse og blev budt et bæger, men i stedet for at drikke slog han det over skulderen. Noget af indholdet ramte hesten og der blev den hudløs. Bægeret gav han til kirken, hvor der blev lavet en kalk og disk af det. For at undslippe de underjordiskes vrede sprang han på hesten over kirkegårdsmuren. På sydmuren siges at man ser aftrykket af hoven. Bægeret nævnes 1624, men er nu forsvundet.

Altertæppe
Det er de store tal. der skal på bordet. når vi skal fortælle om arbejdet med et nyt altertæppe til Pedersker Kirke.
Ikke færre end godt 800.000 sting har fem meget ihærdige damer i Pedersker taget på et kæmpebroderi, der blev til det nye altertæppe.
Arbejdet har stået på fra februar til 1. december 1991  og de fem damer, Eva Bendtsen, Rigmor Kofod, Astrid Olesen, Kirsten Jensen og Anna Kofoed.
De har været langt flittigere, end de selve regnede med, da de gik i gang med arbejdet.

Gravminder

I våbenhuset står en gravsten for Jørgen Kofoed til Eskildsgård død 28. april 1650 og hustru Anne Hansdatte død 31. maj 1633 samt tre børn.
Stenen kan have ligget inde i kirken tidligere.
 
Lige øst for våbenhuset er sognets proprietærgård Eskildsgårds smedejernsindhegnede gravsted. Efter dette følger et gravsted med flere sten over præster i sognet. Ældst er den høje smalle sten for H(ans) H(enriksen) prest til Pers kirke, 1585. Endvidere også stenen for Levy Blang, provst, landtingsmand, RD. m.m., der var sognepræst i Pedersker i 46 år.
 
                            
 
Langs nordmuren findes to allieredes flyvergrave.
En engelsk for:
T.H.Twomey, D.F.M.
Verset lyder på dansk:
Gå stille!
Min elskede sover her.
Stolt vi mindes i det kære England.
Søndag den 1. august 1993 fik menigheden i Pedersker for første gang besøg af familie til den engelske flyver, som man indtil da, intet vidste om. Sognepræst Erik Jørgensen besøgte familien i Essex, England i 1994.
 
En amerikansk for:
Harry J. Ambrosini.
Han var med en B-17, der styrtede ned i Poulsker. Hans faldskærm foldede sig ikke ud. Flere af besætningen undslap til Sverige via Haraldshavn. Endnu kommer den amerikanske ambassade for at lægge krans på graven hvert år.
se http://www.airmen.dk/


Endvidere ligger flere søfolk fra det tyske sejlskib Capella samlet her.


UDDRAG AF PASTOR BLANG – provst i Østre provsti og præst i Pedersker – 's ERINDRINGER
Udgives i årbogen Bornholmske Samlinger 2017:
 
 
Lørdag d. 29. april 1944
Pedersker Sogn er i dag besat af store styrker tysk militær. En stor bombemaskine strøg ved 14.30 tiden hen over den sydlige del af sognet lige syd om præstegården. Den ene efter den anden af besætningen sprang ud med faldskærm, hvorefter maskinen styrtede brændende til jorden lige inde på Poulsker grænsen. Forpagteren kom farende og råbte, at faldskærmstropper sprang ned. Jeg løb ud, men måtte straks over i kirken, hvor den ældste datter på Dammegård skulle vies.
Under middagen på gården erfarede jeg, at det var en amerikansk bombemaskine, at to mand af besætningen var slået bevidstløse, men havde fået lægehjælp fra lægen i Pedersker, og at de på vejen til sygehuset i ambulance var taget af tyskerne, der besatte ambulancen og dirigerede den til det tyske lazaret på Galløkken. resten af besætningen på ti mand var som sunket i jorden, da de tyske styrker nåede frem.
Midt under middagen blev jeg kaldt til telefonen. Det var den tyske værnemagt, der meddelte mig, at en død mand var fundet ca. 50 m fra Munkegård, kiste skulle skaffes og liget være anbragt i kapellet inden aften.
Jeg fik efter en konference med sognerådsformanden , der som onkel til bruden var tilstede, alt ordnet og satte mig igen til bordet. Et kvarter efter blev jeg atter kaldt ud af betjeningen, der hviskede til mig, at der var tyske militærpersoner, der ville tale med mig. Jeg gik ud i gården og blev straks omringet af en befalingsmand og en del tyske soldater, skarpt bevæbnet.
Man spurgte, om jeg havde forstået den telefoniske ordre. Jeg svarede: Ja. Og blev atter spurgt: Hvilken? Jeg svarede dertil, at jeg forstod, at en af de nedstyrtede amerikanske flyvere var dræbt, og at jeg havde skaffet kiste, samt at liget skulle være ved kirken om en halv time. Man sagde derefter, at liget ikke måtte begraves, før jeg hørte nærmere fra værnemagten.
Derefter trådte de af med militærhilsen – ikke Hitlerhilsen. Jeg gik derefter ind og fortsatte middagen lidet anende de lidelser som de, der var hjemme i præstegården, måtte udstå.
Her trængte et par tyske befalingsmænd ind i stuerne og traf min gamle svigermor. De spurgte efter mig, men fik det svar, at jeg ikke var hjemme. De forlangte nu besked om, hvor jeg var og fik det at vide. De ville nu til telefonen, men her sagde svigermor så bestemt nej, at de måtte gå.
Da de var gået opdagede man, at alle veje til præstegården, præstegårdsskoven og haven var tæt besat af tysk militær. De arme mennesker troede, at det drejede sig om en arrestation, og forvandt først deres ængstelse, da min hustru og jeg noget over midnat kom hjem. Det meget militær skulle kun tage amerikanerne, hvis de skulle søge til præstegården, hvad de heldigvis ikke gjorde. De var for øvrigt næsten øjeblikkeligt hjulpet i skjul.

Mandag d. 1. maj 1944
Inselkommandanturen har i dag beordret mig til at begrave den dræbte amerikanske flyver på Pedersker Kirkegård i morgen kl. 11. Det måtte ikke tales, ikke synges, og ”dansk publikum” måtte ikke opholde sig på kirkegården. Jeg måtte for en tysk tolk oplæse begravelsesritualet. Kisten ville blive sat ned af tysk militær. Kun ved meget kategorisk at meddele, at jeg i hele min præstetid, 30 år, aldrig havde forrettet nogen kristen begravelse uden at kirkeklokkerne ringede, fik jeg lov hertil mod personligt at garantere, at dette ikke ville fremkalde episoder på kirkegården. Jeg svarede, at jeg var lige så interesseret i, at begravelsen foregik på sømmelig måde.

Tirsdag d. 2. maj 1944
Jeg har i dag begravet den nedstyrtede flyver, som jeg fik oplysning om var stabssergeant Harry Ambrosini nr. 190003327-T41-S42-0 fra Fresno, California. Hans faldskærm havde ikke foldet sig ud. En halv time før begravelsen ringede pastor Hartvigsen, Poulsker, at han havde besøg af tysk militær, der beordrede ham til at begrave en nedstyrtet flyver, men han kendte intet dertil. Jeg svarede ham, at begravelsen foregik her om 30 minutter.
I løbet af få minutter var de tyske militærbiler her. Kirkegården blev besat. Vejret var forfærdeligt med storm og øsende regn.
Begravelsen foretoges på dansk men med militær honnør. Et æreskompagni var mødt op under befaling, vistnok af næstkommanderende ved hovedkvarteret på Galløkken. Tyske soldater satte kisten ned, et arbejde, de åbenbart var ganske ukendt med, medens æreskompagniet stod ret. Efter begravelsen trådte den befalingshavende hen til graven og nedlagde en krans fra den tyske værnemagt, hvorefter han gjorde militær honnør ved graven. Han vendte sig derpå imod mig, hvem han takkede hjerteligt for den smukke måde, begravelsen var foregået på, trådte af med militær hilsen, hvorefter æreskompagniet og de øvrige soldater marcherede af og kørte bort.
Begravelsen blev fulgt fra Dammegård, der ligger klos op ad kirkegårdsmuren. Graven dækkedes derefter straks med et væld af blomster.
Sognet er i går og i dag gennemtrawlet af tysk militær, og en række afhøringer er foretaget af Gestapo, tit under ret hårdhændede former, men amerikanerne er over alle bjerge, og ingen i sognet har set det mindste til dem! Det er meddelt mig, at de allerede er i Sverige. Mod dem, der ydede de sårede hjælp, er intet foretaget, man indrømmer, at det var almindelig menneskelig pligt.

 

Kirkens byggeperiode


Kirken er sandsynligvis bygget i tre perioder med en eventuel trækirke som forgænger. Man kan ved at følge på billedet herover se perioderne. Den ældste del er kor og apsis, der synes at have stået som en selvstændig bygning med en nu tilmuret, meget smal præstedør. Denne har måske været midlertidig indgang til kirken. I korbuens hjørner ned mod skibet er rester af fremspring i murværket, der kunne tyde på, at der her har været to smalle døre, så det nederste af korbuen har været lukket af en korskranke af sten. På en sådan murskærm plejede et helligkorsalter at være placeret. I apsis har der været tre vinduer og i koret to.

Senere bygges skibet, hvis langmure ikke flugter med korets langmure. Der har været to vinduer i hver langmur. Senere er udhugget store vinduer i en afvigende stil. Særlig vinduet i den tidligere kvindedør mod nord, afviger. Byggematerialet er silurkalksten, som findes lokalt på Sydbornholm.
 
Våbenhuset afløste et ældre romansk våbenhus i 1864.
 
På venstre side af døren er indhugget et bygmesterbomærke ( ses opmalet i korloftet ) der også kendes fra otte skånske kirker.